Litteratur om psykisk sygdom og mental sundhed. Om at finde balancen og møde sine udfordringer. Mest om at være et menneske med alt, hvad det også kan indebære.

På min instagram kan du finde flere læseoplevelser og litteraturlæsninger.

Hjertet er en fold med heste

Den bog skal holdes med begge hænder. Siderne er levende, de er sprøde af sårbarhed og ustyrlige af styrke.

Jeg læser Hjertet er en fold med heste og bliver rørt over forfatternes mod til at fortælle fra et sted, der har brug for omsorg.

Det er mennesker med tilknytning til psykiatrien, der skriver. Patienter, behandlere og pårørende. Mest af alt mennesker.

Anna Rieder og Sidsel Ana Welden: Hjertet er en fold med heste

Anna Rieder og Sidsel Ana Welden: Hjertet er en fold med heste

Anna Rieder og Sidsel Ana Welden: Hjertet er en fold med heste (Tekststykke af Anna Rieder)

Anna Rieder og Sidsel Ana Welden: Hjertet er en fold med heste (Tekststykke af Birgit Bundesen)

Hilde Rød-Larsen: Diamantaftener

I Hilde Rød-Larsens glimtende roman, kræver hun ikke af verden – eller sig selv – at sandheden kan indfanges objektivt eller konkret. Ved at give plads til det skiftende perspektiv, kan hun fortælle mere sandt om de overgreb, hun oplevede, men først senere forstod. Spiseforstyrrelse, psykisk sygdom, manipulation, tillidsbrud og venskab: Det er fortællinger, der ikke skal forenkles.

Lyset glimter fra så mange vinkler i Diamantaftener. Romanen bliver kaldt tre fiktioner, men den kunne måske også kaldes tre sandheder.

For mig at se er det en særlig styrke at give sig selv lov til at fortælle forfra flere gange, ændre perspektivet og fortælle en ny sandhed.

Hilde Rød-Larsen: Diamantaftener

Hilde Rød-Larsen: Diamantaftener

Julie Sten-Knudsen: Sang for brummere

Sang for brummere er en essaysamling af Julie Sten-Knudsen. Eller måske mere lektioner i mental sundhed, sociale medier, blomstermalerier, forældreskab, tennis og samfundsøkonomi med en skarp, energisk yndlingslærer, der går ud over pensum.

Det første essay ‘Et åbent brev’ om psykologsamtaler og medicin er skrevet hurtigt, siger fortælleren. Hun tåler ikke at dvæle ved depressionen, vil ikke opholde sig i angsten. Men hun har viden og erfaringer. Og dem skal vi have! Jeg haster med hende, videre, griber hvad jeg kan på vejen. Lys og liv, der stråler igennem, det er stærk oplysning.

(Og siden jeg læste den, har jeg ledt efter en tennislærer.)

Julie Sten-Knudsen: Sang for brummere

Julie Sten-Knudsen: Sang for brummere

Anna Juul: Superskurk

For satan da en bog! Jeg er både blevet rusket og sat på plads. Men har måske også fået et kærligt strøg på kinden?

For når Anna Juul skriver skarpt om sig selv og sin diagnose – hvad den end måtte være?! – er der også en slags forståelse, der flyder ud over siderne. Ikke konkret, hvor jeg straks ved, hvordan det er inde i det skizoaffektive. Men jeg er med på længslen efter at blive forstået. Og også udmattelsen, fordi det er helt uoverkommeligt at være syg og samtidig skulle forklare det for verden. Det kræver sin superhelt – og en lur.

Anna Juul: Superskurk

Anna Juul: Superskurk

Olav Hergel: Jeg husker dagen som lys

“Jeg ved, at jeg er syg, men jeg ved også, at jeg ikke er sindssyg. Jeg ved, at jeg lider, men jeg ved ikke, hvad jeg lider af. Jeg tror, jeg har fået den i blodet af min mor, sygdommen, men jeg er ikke sikker. Noget ved jeg dog. Jeg ved, hvordan det begyndte.” Sådan skriver Olav Hergel i indledningen til ‘Jeg husker dagen som lys’, og jeg havde allerede fra de første sider sympati for dens tone.
 
Selv om et liv med OCD, tvangstanker og depression er pinefuldt, lykkes det Olav Hergel at tegne et kærligt billede af sin mor. Hendes tvangstanker fik hende til at straffe sig selv på måder, der også ramte hendes børn og satte sig varige spor. Men det er ikke hele fortællingen, for der er nuancer af omsorg og forståelse på trods af smerten.

Jeg er blev meget berørt af ’Jeg husker dagen som lys’, og især af ærligheden, der aldrig bliver rå, men stiller fine og poetiske spørgsmål til det, der gør livet svært.

Olav Hergel: Jeg husker dagen som lys

Meg Mason: Højtryk og lavtryk

Nogle gange er det svært at holde af sig selv. Eller bare holde sig selv ud.

Måske er det derfor jeg griner indforstået sammen med fortælleren Martha i Højtryk og lavtryk af Meg Mason.

Martha er sjov på den bidende og bitre måde, den hvor det føles, som om vi har gennemskuet det hele, især andre mennesker. Både parforhold, børnefamilier, den satte selvtilfredshed og den skæve, dysfunktionelle opvækst får et skarpt blik og hahaha! Av, den sad!

Men latteren bliver langsomt mere tøvende, for det er ikke sjovt, når de sarkastiske kommentarer udvikler sig til depressive tanker og selvironien til selvhad. Når højtryk bliver til lavtryk.

Pludselig sidder jeg her og forstår ikke, hvornår den slog om, nu var det lige så sjovt, vi grinede sammen. Men fortælleren trækker mig med under, vi dykker ned, og jeg har fornemmelsen af, at det er i sidste sekund, vi kommer op efter frisk luft. Og håb.

Mag Mason: Højtryk og Lavtryk

Meg Mason: Højtryk og lavtryk

Fine Gråbøl: Ungeenheden

Det er jo deres hjem, her lever de deres liv, selv om det ligner kommunen.

Sådan har jeg af og til tænkt, når jeg er ude og snakke med børn og unge, der er anbragt på institution. Jeg er der som litteraturguide for Læs for Livet, så min opgave er kun at snakke om bøger og sørge for, at de får dem, de ønsker. Tit er det bare hyggeligt. Snak og grin, måske en enkelt trodsig teenager, der ikke gider. Men det sker, at jeg kører fra de besøg med et dybt, opgivende suk. For bøger ikke er altid nok, kan ikke skabe et hjem, kan ikke trænge ind og støtte, hvor der er brug for meget mere.

Alligevel holder jeg fast i, at bøger hjælper. Bøger giver mening. Og når jeg læser Ungeenheden af Fine Gråbøl, bliver det tydeligt, hvordan litteraturen kan forandre virkeligheden om det, der er svært.
Med bøger som denne får vi muligheden for at forstå. Vi får et stærkt blik ind i det, der næsten er ubegribeligt skrøbeligt. For hvordan er livet for andre? Hvordan ser verden ud, når den er påvirket af medicin, formuleret med diagnoser og styret af forvaltningens paragraffer?

Gråbøls fortælling om livet på et ungdomspsykiatrisk bosted udfolder mødet mellem systemets rammer, hverdagen og et foruroligende belastet sind, der skal anstrenge sig for ikke at gå fra hinanden.

Og det er derfor, vi har brug for bøger som denne: Det er vores bedste mulighed for at nærme os hinanden.

Fine Gråbøl: Ungeenheden

Fine Gråbøl: Ungeenheden

Læs mere om terapeutiske skrivegrupper her.